Hvis en motorvej eller et tilsvarende trafikanlæg, fx en jernbane, opdeler en eksisterende vej i to fysisk adskilte dele, følger det af adressebekendtgørelsens § 4, stk. 2, at de to dele af vejen skal have hvert sit vejnavn.
Hvis der stadig er forbindelse mellem de to dele via en gangbro eller -tunnel, vil man ud fra en strikt fortolkning af bestemmelsen stadig kunne betragte vejen som et sammenhængende færdselsareal, hvor det oprindelige vejnavn kan opretholdes. Men efter bekendtgørelsens § 4, stk. 4, skal kommunen overveje, om det stadig er muligt at orientere sig og finde vej, og alt afhængig af denne vurdering beslutte, om den ene del (eller evt. begge dele) af den opdelte vej skal ændre vejnavn.
Da vejen i praksis er lukket for almindelig biltrafik, anbefales det i dette tilfælde, at der fastsættes et nyt vejnavn til den ene eller til begge dele af den opdelte vej. I de fleste tilfælde vil det i så fald også være nødvendigt at ændre eksisterende husnumre, således at disse afspejler den nye situation.
Det vil selvsagt være et argument herfor, hvis det er fysisk umuligt for en ambulance eller for et større brandslukningskøretøj at passere.
Kommunen bør i denne forbindelse også lægge vægt på, at de ulemper, som et nyt vej- navn påfører de berørte borgere og virksomheder, er af midlertidig karakter. Til gen- gæld vil den entydighed, som opnås, være permanent og komme både nuværende og fremtidige beboerne på vejen og andre, der skal finde vej i området, til gode i mange år.
Hvis det besluttes at fastsætte et nyt vejnavn, skal den oprindelige vejkode efter adressebekendtgørelsens § 9, stk. 3, bevares for den del af vejen, som opretholder sit vejnavn, mens det nye vejnavn skal have en ny vejkode. Fastsættes der nyt vejnavn for begge dele af vejen, skal vejkoden bevares for den ene del – af praktiske grunde bør det være den del, der har flest adresser.v
