Siden beskriver registrets vedligehold, kvalitetskontrol og eventuelle forbehold for anvendelse af data.


Sideinformation

No metadata to show. Maybe you are using an invalid selection.



Hvordan bliver data vedligeholdt

I Kommuneinddeling følger grænserne indmålte skelpunkter i matrikelkortet, men det er kun i områder, hvor kommuneinddelingen er indgået i Indenrigs- og Boligministeriets årlige bekendtgørelse, at DAGIs kommuneinddeling med sikkerhed lever op til at følge indmålte skelpunkter i matrikelkortet. Øvrige grænser er tilpasset efter de faktiske forhold i marken, og følger objekter i GeoDanmark for eksempel kystlinje, vandløb, hegn og dige. Disse forhold gælder også, når grænsen i Afstemningsområder, Sogneinddeling, Region, Landskreds, Politikreds, Retskreds og Valgkredse falder sammen med grænsen i en Kommuneinddeling.

Sogneinddelingen ajourføres løbende på baggrund af kongelig resolution, når sogne oprettes, nedlægges eller sammenlægges samt ved matrikulære ændringer, der berører sognegrænser og hvor der overføres et mindre ubeboet areal fra et sogn til et andet sogn.

Afstemningsområder ajourføres i princippet løbende, men kommunerne er forpligtet til at ajourføre afstemningsområderne senest 16 dage før der afholdes valg, hvis kommunerne har behov for ændringer.

Postnummerinddelinger ajourføres løbende på baggrund af indmeldte ændringer fra Trafikstyrelsen.

Supplerende bynavn ajourføres løbende af den kommunale adressemyndighed.

De administrative inddelinger i generaliserede skalaer ajourføres i manuelt styrede processer. Dette sker sjældent, men altid umiddelbart forud for Folketings-, EU- og Kommunevalg, og folkeafstemninger.






Hvordan bliver data kvalitetssikret

Kvalitetssikringsmetoder


Data tjekkes automatisk i forhold til overholdelse af geometri, bitemporalitet, topologi og datamodellen, således at de passer til de udstillede tjenester på Datafordeleren.




Den målte datakvalitet


Se forbehold i forhold DAGI’s datakvalitet nedenfor under ”Hvad skal du være opmærksom på”.






Hvad skal du være opmærksom på


Data i grundskalaen 1:10.000 er reference-målforholdet for den mest detaljerede visning af de administrative grænser. Det er denne skala, der udgør de egentlige DAGI-grunddata. Der kan være tilfælde, hvor administrative geografiske område flyder ud over andre flader. Områderne kan være op til 1 kvadratmeter eller maksimalt have en bredde på 0,5 meter. Der kan også være huller, hvor Danmark ikke er dækket af en inddeling. Hullerne vil maksimalt være 1 kvadratmeter.

Kommunegrænser og sognegrænser findes både i Matriklen og DAGI, men grænserne er ikke altid sammenfaldende. Grænser i Matriklen vil i en række situationer afvige fra grænser i marken. Det gælder særligt i forbindelse med labile grænser som kystlinje eller vandløb samt ved grænser til umatrikulerede arealer. Den topografisk tilpassede inddeling sikrer bedre sammenhæng med de faktiske forhold i marken og kan derfor anvendes sammen med andre geodata. Der er ingen fast kadence for de topografiske tilpasninger af Kommuneinddeling og inddelinger, hvor grænserne er sammenfaldende med Kommuneinddeling, når de fysiske grænser ændrer sig.

Postdistrikterne følger ikke kystlinjerne, men rækker ud til den eksklusive økonomiske zone (EEZ).

Supplerende bynavne er ikke fladedækkende, cirka 35 % af alle danske adresser indeholder et supplerende bynavn.

De administrative inddelinger i generaliserede skalaer er sammenhængende og fladedækkende. Ved generalisering sker der en udtynding i data, hvorved datamængden bliver mindre og IT-mæssigt lettere at håndtere. Det betyder dog også, at den geometriske nøjagtighed forringes jo højere generaliseringsgrad bliver. Det betyder for eksempel, at adresser kan falde udenfor den inddeling de forvaltningsmæssigt hører til og at for eksempel småøer ikke er medtaget.