Adressemyndigheden kan fastsætte mere end én adresse til en bolig, hvis:

  • En del af boligen anvendes til erhvervsformål og har sin egen selvstændige indgangsdør (bek. § 26, stk. 2), eller
  • Boligen har en betydelig størrelse og har én eller flere selvstændige indgangsdøre, som anvendes til vareindlevering, personaleindgang el. lign. (bek. § 26, stk. 2)

En selvstændig indgangsdør er i det ovenstående tilfælde en udvendig dør. Eksempler på situationer, hvor der kan fastsættes mere end ét husnummer, er, hvor en person anvender den ene ende af sit hus til lægepraksis eller fysioterapiklinik og både praksis/klinik og bolig har hver sin udefrakommende indgangsdør.


Figur 3. En bolig (grå) med erhverv i den ene ende (blåt).  Indgangen (blå pil) til boligen har fx nr. 5, mens erhvervsdelen har husnummeret 5A.



Er der derimod kun én udvendig indgangsdør til en bygning, som giver adgang til både bolig- og erhvervsdelen ved gennemgang inde i bygningen, må der kun fastsættes én adresse. Selvom erhvervsdelen er udlejet til en anden part, fastsættes stadig kun én adresse.

I mange boliger udlejes enkeltværelser eller dele af boligen i kortere eller længere perioder. I sådanne tilfælde fastsættes kun én adresse til boligen. Tilsvarende gør sig gældende for et bofællesskab el.lign. hvor flere beboere deler den samme bolig.

Betydelig størrelse af en bolig, som nævnt i bekendtgørelsens § 26, stk. 2, nr. 2, er fx godser og herregårde med vareindlevering, publikumsadgang eller lignende i samme bygning som boligen. Bestemmelsen tænkes derfor ikke anvendt på herskabslejligheder eller store enfamilieshuse.


  • No labels