Oplysninger om alle vejnavne og adresser i Danmark er samlet i grunddataregistret Danmarks Adresseregister (DAR). DAR er den autoritative kilde til oplysninger om vejnavne og adresser i Danmark (lov § 1, nr. 2).

Det er adressemyndigheden i de enkelte kommuner, der fastsætter og registrerer oplysninger om vejnavne, adresser og supplerende bynavne i DAR (bek. § 1, stk. 1).

Hensigten med at oprette ét samlet adresseregister er at have korrekte og standardiserede oplysninger om vejnavne og adresser, som også bruges af de andre grunddataregistre. Data kan bl.a. via Datafordeleren kombineres og anvendes sammenhængende med de andre grunddataregistre:  

  • Bygnings- og Boligregistret (BBR) – bygninger, enheder, tekniske anlæg
  • Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI) – supplerende bynavn, postnummer, kommunegrænser, afstemningsområder, sogne, politi- og retskredse mv.
  • Danske Stednavne (DS) – stednavne
  • Det Centrale Personregister (CPR) – personer
  • Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) – virksomheder
  • Ejendomsbeliggenhedsregistret (EBR) – ejendommes beliggenhedsadresser
  • Ejerfortegnelsen (EJF) – ejeroplysninger om fast ejendom
  • GeoDanmark (GeoDK) – geografi om veje og bygninger
  • Matriklen – jordstykker og øvrig fast ejendom

Ajourførte adressedata fra DAR sikrer en bedre kvalitet og ensartethed af de registrerede oplysninger om vejnavne og adresser. Adressedata skal således kun rettes én gang, ét sted, og der skal derfor ikke længere bruges ressourcer på at ajourføre adressedata i flere offentlige registre, som det har været praksis, indtil DAR blev etableret. Det sparer ressourcer i den offentlige administration og sikrer et bedre grundlag for arbejdet hos bl.a. politi og beredskab, der alle er afhængige af præcise adresser. Samtidig sikres effektiv brug af adressedata og en forenkling af kommunernes registrering af vejnavne og adresser.

Adressedata fra DAR stilles frit til rådighed digitalt for alle (lov § 1, nr. 3).

Adressedata kan hentes via Datafordeleren og Dataforsyningen. Den private sektor og alle andre har derfor også adgang til opdaterede adressedata. Der henvises til afsnit 1.7 for information om, hvor adressedata hentes.


Figur 1. Data fra grunddataregistrene distribueres via Datafordeleren.

Det er integrationen af grunddataregistrene DAR og DAGI, der gør det såkaldte nålestiksprincip muligt. Nålestiksprincippet betyder, at det ud fra enhver geografisk placering i Danmark (X, Y-koordinat) fx en specifik adresse (husnummeret) er muligt at koble oplysninger om postnummer, valgdistrikt og sogn mv.

Figur 2. Nålestiksprincippet betyder, at der kan hentes en række oplysninger om fx postnummer og eventuelt supplerende bynavn for hver enkelt adresse. Dataintegration mellem DAR og DAGI sikrer, at der ikke kan eksistere adresser, som ikke er tilknyttet et postnummer.

Systemintegrationen af grunddataregistrene DAR og Danmarks Administrative Geografiske Inddeling (DAGI) er med til at sikre, at oplysningerne på valgkortene er korrekte, så hver stemmeberettiget person kan stemme i det rigtige valgdistrikt i den korrekte valgkreds.

Bestemmelsen, om at de andre grunddataregistre skal anvende DAR som autoritativ kilde til adressedata, står i lovens § 16, stk. 2.


  • No labels