Adressemyndigheden fastsætter husnumre (bek. § 16, stk. 1). Ud over de forvaltningsmæssige regler om partshøring skal husnumre i nogle situationer fastsættes med inddragelse af andre parter:

  • For offentlige veje, som er statsveje, fastsætter adressemyndigheden husnumre efter samtykke fra Vejdirektoratet (lov § 4, stk. 1 og bek. § 16, stk. 1). Ved ”samtykke” forstås, at adressemyndigheden og Vejdirektoratet skal opnå enighed om husnumre for statsveje. Kan der ikke opnås enighed mellem adressemyndigheder(ne) og Vejdirektoratet om fastsættelse af husnumre, kan alle parter anmode SDFI om at afgøre sagen (lov § 4, stk. 4).
  • Husnumre til private veje og andre færdselsarealer og områder fx kolonihaveområder og naturområder med stier fastsættes i samråd med grundejeren (lov § 4, stk. 2 og bek. § 16, stk. 1). Ved ”samråd” forstås, at adressemyndigheden i samarbejde med grundejeren søger at opnå enighed.  Kan der ikke opnås enighed, fastsætter adressemyndigheden husnummeret (lov § 4, stk. 2).
  • Har adressemyndigheden oplysninger om, at en ejendom, en bygning eller et teknisk anlæg mv. anvendes af Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet, skal der ved fastsættelse af husnumre indhentes samtykke fra de pågældende ministerier (lov § 4, stk. 3 og bek. § 16, stk. 1). Ved ”samtykke” forstås, at adressemyndigheden skal opnå enighed med Forsvarsministeriet eller Justitsministeriet om husnummerfastsættelsen. Kan der ikke opnås enighed mellem adressemyndigheden og de pågældende ministerier om fastsættelse af husnumre, kan alle parter anmode SDFI om at afgøre sagen (lov § 4, stk. 4).


  • No labels