Hvis der ændres i antallet af indgangsdøre fx som følge af lejlighedssammenlægning eller opdeling af en lejlighed, skal adressemyndigheden sikre, at der fastsættes dørbetegnelser til alle indgangsdøre på det fælles adgangsareal (bek. § 22, stk. 5).

Dørbetegnelsen kan være enten en sidebetegnelse (tv, mf, th) eller et dørnummer (fx 1, 2, 3 op til 9999) afhængigt af antallet af døre på det fælles adgangsareal. 

Hovedreglen er, at dørbetegnelsen fastsættes med udgangspunkt i det fælles adgangsareal på den pågældende etage, dvs. i stueetagen er det indgangspartiet og på de øvrige etager etageafsatsen (repos’en), altangangen, korridoren el.lign., som døren er placeret på (bek. § 22, stk. 1).

Er der to eller tre døre på etagen, fastsættes dørbetegnelsen efter ”venstre-højre-reglen”– dvs. med sidebetegnelserne tv, th og evt. mf, set fra trappens øverste trin før etageafsatsen (bek. § 22, stk. 3).

Hvis der er fire døre eller flere på det fælles adgangsareal, benyttes i stedet ”tællereglen”, dvs. dørnumrene 1, 2, 3, 4 osv., op til højst 4 cifre startende fra venstre mod højre set fra etageafsatsen. Der må ikke indgå foranstillede nuller dvs. fx 01, 001, 0001 00s1 eller 0s01. Derimod må der gerne anvendes nuller inde i en dørbetegnelse som fx s01 eller 101 (bek. § 22, stk. 4).

Efter bekendtgørelsens § 23 kan dørbetegnelsen dog alternativt fastsættes efter en anden systematik end ovenstående, se afsnit 7.6.

7.5.1 Systematiske dørbetegnelser som et alternativ til venstre-højre og tællereglen

Dørbetegnelsen kan alternativt fastsættes som en såkaldt systematisk betegnelse af alle døre i bygningen, opgangen el.lign.

En sådan systematisk betegnelse kan enten ske efter forslag fra ejeren (bek. § 23, stk. 1) eller på adressemyndighedens initiativ (bek. § 23, stk. 2). Det er dog altid i sidste ende adressemyndigheden, som bestemmer.

Anvendelsen af § 23, stk. 2, er betinget af, at adressemyndigheden skønner, at anvendelsen af hovedreglens sidebetegnelser eller dørnumre i den konkrete situation kan give anledning til uklarhed om, hvilken dør der er hvilken.

Der skal benyttes en genkendelig systematik i de dørbetegnelser, der anvendes, fx ved brug af en stigende nummerrækkefølge el.lign. Betegnelserne skal naturligvis være entydige.

Dørbetegnelsen kan bestå af højest 4 tegn. Der må anvendes de små bogstaver fra a til z, cifrene 0-9 og bindestreg. Foranstillede nuller i dørbetegnelsen må ikke anvendes dvs. fx 01, 001, 0001 00s1 eller 0s01. Derimod må der gerne anvendes nuller inde i en dørbetegnelse som fx s01 eller 101 (§ 23 stk. 3).

Det anbefales at anvende tal alene eller en kombination af bogstaver og tal på en sådan måde, at betegnelsen bliver let opfattelig og læsbar, så den let kan udtales og udveksles i talesprog, fx over telefonen. For at undgå forveksling med husnumre bør bogstaver i en dørbetegnelse aldrig forekomme efter tal. 

Risikoen for forveksling mellem husnummer og dørbetegnelse er desuden søgt minimeret ved, at der i et husnummer anvendes store bogstaver og i dørbetegnelser indgår små bogstaver.

Uanset om de alternative systematiske dørbetegnelser er fastsat efter forslag fra ejeren eller på adressemyndighedens initiativ, er ejeren forpligtet til at anbringe og vedligeholde et skilt eller lignende ved hver dør, som viser den fastsatte betegnelse på en let synlig måde (bek. § 24, stk. 1).

Fastsættelsen af systematiske dørbetegnelser medfører ikke, at kommunen kan undlade at fastsætte etagebetegnelser for de pågældende indgangsdøre m.v., eller at etage- angivelsen kan udelades af den korrekte og fuldstændige adresse.

  • No labels