Adressemyndigheden fastsætter den navngivne vej og dermed også vejnavnelinjen eller vejnavneområdet så tidligt som muligt i takt med, at adressemyndigheden har de nødvendige oplysninger til at kunne vurdere, hvilke navngivne veje, der skal være i området, og disses vejnavnelinjer eller vejnavneområder (bek. § 10, stk. 1).
Fastsættelse af navngiven vej og vejnavne bør derfor integreres tidligt i planlægnings-, udstyknings- eller byudviklingen af et område, så de involverede parter ikke bremses unødigt. Tidlig fastsættelse af navngiven vej betyder, at der også tidligt kan fastsættes adresser til den pågældende vej.
Indtil vejnavnet er besluttet, kan den foreløbige navngivne vej identificeres ved en vejnavnelinje eller et vejnavneområde, dvs. den navngivne vejs omtrentlige forløb og udstrækning, vejkoden samt en evt. midlertidig betegnelse, adressemyndigheden har bestemt (bek. § 10, stk. 2).
Adressemyndigheden bestemmer, fra hvilken dato den nye navngivne vej og det fastsatte vejnavn skal være gældende. Vejnavnet træder i kraft den dato, det får status som ”gældende” i DAR (bek. § 10, stk. 3).