Henvisningsskilte skal sikre, at en besøgende vejledes i, hvilken retning man skal gå eller køre for at nå frem til husnummeret.

Er husnummerskiltet ikke synligt fra den adgangsgivende vej, skal grundejer desuden opsætte et henvisningsskilt ved hver adgangsvej ind på ejendommen med oplysning om alle de husnumre, der er adgang til (lov § 9, stk. 2). En adgangsvej er en indkørsel, sti, port eller lignende, som benyttes for at komme fra den adgangsgivende vej ind på ejendommen og hen til den eller de pågældende indgangsdør(e). Bestemmelsen tænkes bl.a. anvendt på samlede boligbebyggelser, kolonihaveområder, byejendomme, større erhvervsejendomme eller offentlige institutioner.

I ejendomme med flere lejligheder, der ikke har en fælles ejer, fx ejerlejligheder og andelslejligheder, er det ejer- hhv. andelsboligforeningen, der er ansvarlig for at opsætte skilte med husnummer, og evt. henvisningsskilte.

Hvis der kun er én adgangsvej, som fører frem til én eller flere indgangsdøre, som ikke er synlige fra gaden fx gennem en port eller fra en parkeringsplads, skal henvisningsskiltet angive samtlige relevante husnumre.

Er der flere adgangsveje til ejendommen fra den adgangsgivende vej, skal der opsættes et henvisningsskilt ved hver adgangsvej ind på ejendommen. Henvisningsskiltet skal angive retningen til de pågældende husnumre, der er adgang til. Hvis der kan være tvivl om, hvilket vejnavn en gruppe husnumre henviser til, bør henvisningsskiltet også angive vejnavnet.

Teksten på et henvisningsskilt kan fx være ”Til 12-18” eller ”Lærkevej 11-29”. Det kan desuden være suppleret med en pil eller et stiliseret oversigtskort for at vejlede i, hvilken adgangsvej der fører nemmest til adressen.

Adressemyndigheden kan påbyde en grundejer, hvordan skiltningen med husnummer og henvisningsskilte skal udføres og placeres, hvis det vurderes at give en mere logisk og ensartet skiltning eller gør det nemmere at orientere sig, jf. § 9, stk. 4.

Figur 37. Eksempler på henvisningsskilte.

12.3.1 Opsætning af henvisningsskilte på fremmed grund

I nogle situationer er det ikke grundejer, der skal opsætte henvisningsskilte.

Henvisningsskilte er i øvrigt omfattet af lov om offentlige veje (vejloven) § 92, stk. 1, nr. 2, som fastsætter, at for ejendomme langs offentlig vej kan vejmyndigheden anbringe og vedligeholde henvisningsskilte, som angiver retningen til en eller flere adresser. Vejmyndigheden er den myndighed, som administrerer en offentlig vej eller offentlig sti, jf. lov om offentlige veje m.v.

Vejlovens bestemmelser vedrører situationer, hvor henvisningsskilte skal opsættes på fremmed grund, dvs. hvor grunden ejes af en anden end den, der ejer den faste ejendom, hvortil der er fastsat et eller flere husnumre, som henvisningsskiltet henviser til. Bestemmelsen gælder også på private fællesveje, jf. lov om private fællesvejes (privatvejsloven) § 60.

  • No labels