Adressemyndigheden skal registrere alle supplerende bynavne i DAR. For hvert supplerende bynavn skal både navn og geografisk område registreres. Disse oplysninger skal registreres i umiddelbar forlængelse af, at det supplerende bynavn og dets geografiske afgrænsning er fastsat. Oplysningerne overføres til DAGI gennem systemintegrationen mellem DAR og DAGI (bek. § 42, stk. 1- 2 og § 43).
Adressemyndigheden bestemmer, hvornår et supplerende bynavn gøres gældende i DAR (bek. § 11, stk. 6).
Da det i DAR ikke er muligt at sætte en fremtidig virkningsdato for, hvornår et supplerende bynavn skal være gældende, er det supplerende bynavn i praksis gældende fra den dato, dets navn og område registreres som gældende. Det er muligt at oprette et supplerende bynavn som foreløbigt. Et foreløbigt supplerende bynavn udstilles.
8.6.1 Tjek af supplerende bynavn og evt. fejlretning
Supplerende bynavn er et polygon-lag i DAGI, som er integreret med DAR, og supplerende bynavne udstilles herfra for omverdenen.
Det er integrationen af disse registre, der gør nålestiksprincippet muligt, således at man kan få flere tilhørende oplysninger til en specifik adresse - fx hvilket postnummer, evt. supplerende bynavn, valgdistrikt og sogn, husnummeret tilhører. I DAR er det adgangspunktets placering, der afgør husnummerets geografiske placering og dermed også, om adressen indeholder et supplerende bynavn.
Det betyder også, at ved fastsættelse eller ændring af en adresses placering, skal adressemyndigheden sikre, at adressen er beliggende i det eventuelle tilsigtede område for et supplerende bynavn (bek. § 12, stk. 8). Har adressen ikke det supplerende bynavn, som de øvrige adresser i området har, er det adressemyndighedens ansvar at ændre bynavnspolygonen i DAR, så den omslutter alle de adresser, som skal have det supplerende bynavn.
Særligt i forbindelse med udstykninger og nye adressefastsættelser bør adressemyndigheden, inden adresserne fastsættes, vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at ændre det supplerende bynavn, så det gælder for disse adresser. Det er enklere at ændre det supplerende bynavn, før der er registreret beboere eller virksomheder på adressen. Det skyldes naturligvis, at der så er færre parter, der skal involveres i processen. Et supplerende bynavn kan eksempelvis også have indflydelse på værdien af en ejendom.