Hvis udstykningen er udformet med et kam- eller gaffelformet vejsystem, hvor et antal selvstændige stikveje grener ud fra en fælles ”rygrad”, kan hver enkel stikvej tildeles sit eget vejnavn. Herefter kan husnumrene uden problemer fastsættes for hver stikvej.

Den konkrete udformning af udstykningen bør afgøre, om det er mest hensigtsmæssigt at fastsætte et selvstændigt vejnavn til ”rygraden”, eller om denne skal dele navn med en eller flere af stikvejene.

Tilsvarende skal man tage stilling til, hvordan en evt. ”stilk”, der forbinder området med det øvrige vejnet i området, navngives. Det nemlig vigtigt, at der ikke forekommer vejstykker uden vejnavn, og at der ikke er tvivl om, hvilket vejnavn der gælder for hver enkel vejdel.

Et ønske om at skabe en fælles identitet for området kan eventuelt imødekommes ved at anvende tema- eller gruppe-vejnavne (fx Viol-, Anemone-, Erantisvej osv.). I så fald skal man dog være opmærksom på, at de anvendte vejnavne ikke må kunne forveksles og naturligvis i øvrigt opfylder de generelle krav til entydighed, jf. reglerne i adressebekendtgørelsens § 6, stk. 1-4.

Afhængigt af områdets udformning og antallet af husnumre på hver vej vil det være nyttigt at de fastsatte vejnavne skiltes tydeligt.

For bygninger, som er beliggende på en hjørnegrund, skal adressen efter adressebekendtgørelsens § 12, stk. 2, fastsættes til det vejnavn, der betegner den adgangsgivende vej. Det vil dog være praktisk også at reservere plads i husnummerrækkefølgen til den vej, der ikke er adgangsgivende – hvis der på et senere tidspunkt skulle blive behov for husnumre hertil, jf. bekendtgørelsens § 17, stk. 5. Det kan fx være situationer, hvor adgangsvejen til adressen ændres, eller hvis der udstykkes fra grunden, og der derfor er behov for en ny adresse.

























































































  • No labels