Versions Compared

Key

  • This line was added.
  • This line was removed.
  • Formatting was changed.

Adresser skal fastsættes så tidligt som muligt i takt med, at adressemyndigheden har de nødvendige oplysninger til at kunne vurdere, hvor adgangsvej, adgangs- og vejpunkter skal placeres (bek. § 15, stk. 1). Adressefastsættelsen bør derfor integreres tidligt i planlægnings-, udstyknings- og byggesagsprocessen, så de involverede parter ikke bremses unødigt.

Bekendtgørelsens § 15 er udarbejdet af hensyn til beredskabet, fordi ulykker kan indtræffe på byggepladsen, og for at sikre, at andre kan finde vej allerede i byggeprocessen. Ligeledes har en virksomhed, som flytter ind i et nyt lejemål, behov for, at adressen findes ”fra dag ét”, og at den er korrekt registreret, så kunder og leverandører kan finde frem vha. internetvejvisere, GPS-baserede navigationssystemer mv.

Indtil der er tilstrækkelig viden om adressen, og adressemyndigheden i DAR har forberedt den, men valgt ikke at lade den træde i kraft endnu, er der tale om en ”foreløbig” adresse i DAR, dvs. en adresse, der er undervejs (bek. § 45, stk. 2). En foreløbig adresse kan identificeres alene ved adgangs- og vejpunkter, indtil den endelige adresse er fastsat (bek. § 15, stk. 2).

Det er op til den enkelte adressemyndighed, hvornår en adresse træder i kraft, dvs. får status som gældende i DAR (bek. § 15, stk. 3). Adressemyndighedens beslutning vil bero på en konkret vurdering af de lokale forhold og den konkrete sag. 

En beboer eller en virksomhed kan have tungtvejende grunde til at ønske, at en adressefastsættelse afventer. Der kan også være konkrete forhold, som gør, at det er hensigtsmæssigt at gøre adresserne gældende senere. Disse grunde skal afvejes i forhold til vigtigheden af at have et konsistent og aktuelt adressesystem. Det er ikke en forudsætning for at gøre adressen gældende, at bygningen, adresserne er fastsat til, er bygget, eller at byggeriet er påbegyndt.