Adressebekendtgørelsens § 17, stk. 2, fastslår, at husnumrene skal fastsættes i stigende rækkefølge langs den pågældende vej, og at ulige og lige husnumre skal anvendes i hver sin side af vejen.
Hvis man skal anvende disse regler på en plads el.lign., som er tildelt et selvstændigt vejnavn, må man fastlægge et princip for, hvad der er ”vejens” retning og midterlinje, på samme måde som i § 17, stk. 3.
Princippet kan illustreres som en akse/delelinje, der tegnes hen over pladsen. Ulige og lige husnumre fastsættes herefter på hver sin side af aksen med de laveste husnumre nærmest aksens startpunkt. Aksens startpunkt bør fastlægges efter samme principper som for øvrige veje, dvs. begyndende på det sted, der ligger tættest ved den pågældende bys midte, eller i den ende af pladsen, der er tilsluttet den mest betydende del af det øvrige vejnet, jf. adressebekendtgørelsens § 17, stk. 4, 2. punktum (sætning).
Kommunen skal også tage stilling til, om hvert af de tilstødende vejnavne stopper ved pladsen – eller om vejnavnet løber ind over pladsen, således at de pågældende bygninger skal have husnumre til dette vejnavn i stedet for til pladsen.
I visse situationer ønsker man i en kommune at navngive en plads, og lign. uden at lade pladsens navn danne udgangspunkt for husnummereringen. For at synliggøre pladsens navn kan kommunen registrere navnet i registret Danske Stednavne. Herved opnår man, at pladsens navn kan gøres synligt på et kort, selvom det ikke er registeret i DAR. Evt. adresser med indgang fra pladsen kan fastsættes til de tilstødende navngivne veje.
Da det ofte opfattes som mere attraktivt at have adresse til en plads end til en vej, kan der opstå et ønske blandt de omliggende ejere om at få omadresseret ejendommene. Denne problemstilling bør indgå i kommunens overvejelser i sagen.