Formålet med at fastsætte adresser er ifølge både § 1, nr. 1, i adresseloven og adressebekendtgørelsens § 1, stk. 2, at gøre det let at finde vej. En adresse skal derfor afspejle den naturlige hovedadgangsvej til den pågældende ejendom, bygning eller indgangsdør mv.
Adressens vejnavn betegner den navngivne vej, som giver adgang til adressen. Er der flere muligheder, afgør adressemyndigheden under hensyn til vejrettet samt øvrige faktiske forhold hvilken vej, der skal betragtes som adgangsgivende, jf. adressebekendtgørelsens § 12, stk. 2.
I nogle tilfælde kan der være tvivl om, hvilken adgangsvej der skal danne udgangs- punkt for adresseringen, enten fordi det ikke er givet, hvilket vejnavn der repræsenterer den adgangsgivende vej, eller fordi det ikke er oplagt, hvorledes den pågældende bygning eller indgangsdør skal indgå i husnummerrækken.
Ved fastsættelse af vejnavne og adresser, skal adressemyndigheden efter adresselovens § 4 i nogle situationer inddrage bestemte parter. Derudover skal man altid være opmærksom på forvaltningslovens regler om partshøring, begrundelse mv.
Hvis der er én adgangsvej til ejendommen eller bygningen for kørende trafik og en anden adgangsvej for gående, bør man som hovedregel fastsætte adressen ud fra den ”kørende” adgangsvej for at give den bedst mulige kørselsvejledning både til et udrykningskøretøj og til en taxi.
Hvis der derimod i praksis er mulighed for, at køretøjer kan komme til ejendommen fra mere end én vej, fx ved hjørnegrunde i byerne, kan man lægge vægt på, om byg- ningens indgangsdøre er orienteret mod den ene eller den anden vej.