Relevans af samarbejde om GeoFA-data

Det er relevant at samarbejde om udstilling af data af relevans for myndighedernes forvaltningsopgaver.  

Det vil være fagdata, som: 

a.    allerede er en del af GeoFA-specifikationen
b.    ikke findes i andre fællesoffentlige registre/databaser 
c.    har et udviklingspotentiale, der matcher GeoDanmarks strategi. 

Det er ikke tilladt at lægge kommercielle eller personfølsomme data eller data, som på nogen måde kan være kompromitterende, i GeoFA. GeoDanmark forbeholder sig retten til at slette data af denne karakter med øjeblikkelig virkning. Ift. de kommercielle data er undtagelsen almennyttige data af relevans for forvaltningsopgaven, hvor indtægten alene dækker den løbende drift af faciliteten.

Systemejerskab, dataejerskab og datakvalitet

GeoDanmark er systemejer, og alle systemudviklinger ejes af GeoDanmark. Som systemejer tager GeoDanmark ansvar for at sikre drift, opbevaring, adgang til data via GeoFA. GeoDanmark kommunikerer om systemændringer via GeoDanmarks nyhedskanaler. 

Dataejerskabet og dermed ansvaret for datas tilstand/kvalitet og vedligehold ligger hos dataejer, dvs. den part, kommune, KDS eller den tredjepart, der indlægger data. Dataejere har, hvis ønsket, selv ansvar for at udarbejde, implementere og vedligeholde processer for kvalitetssikring af data.

Metadata om datasættet udstilles, så detaljer om datakvalitet er kendte. Det sker gennem geodata.info.dk og Datavejviseren, samt generelt gennem datadeklarationer (findes under specifikationen for de største datasæt), vejledninger mm. på GeoDanmarks hjemmeside.

Samarbejde med tredjepart

Tredjeparter er alle, der ikke er GeoDanmark, dvs Klimadatastyrelsen (KDS) eller kommuner (samt KL som repræsentant for kommunerne).

GeoDanmark kan indgå forpligtende samarbejder med:

  • Danske myndigheder
  • Civilsamfundet (foreninger, organisationer samt private aktører, som vurderes at have data af almennyttig relevans
  • Private virksomheder

Alle tredjeparter indgår samarbejde under samme basisvilkår.

Aftalegrundlaget består af:

  1. Basisvilkår
  2. Evt. særlige vilkår ift. den aftalte drift og evt. systemudvikling
  3. Evt. aftale om finansiering af drift- og udviklingsbehov

Vilkår for anvendelse af GeoFA-data

Alle anvendere af GeoFA-data er underlagt gældende og nyeste udgave af Creative Commons CC BY 4.0-aftalen

GeoFA opererer med tre niveauer af adgang til data gennem kode for Offentlighed:

1 = Synlig for alle 
2 = Synlig for den ansvarlige myndighed, dvs. den indberettende myndighed
3 = Synlig for alle myndigheder med adgang til systemet, men ikke offentligheden 

Data med kode 2 og 3 må aldrig udstilles offentligt/til ekstern anvendelse.  
Tredjeparter, der ikke er offentlige myndigheder, kan kun anvende kode 1, dog med følgende undtagelse: Hvis man som interesseorganisation, virksomhed, forskningsinstitution el.lign. får en udvidet ad gang til data (dvs, kode 3) uden at være en offentlig myndighed, må data alene bruges internt.. Ansøgning om udvidet læseadgang til GeoFA-data sker ved kontakt til geofa@geodanmark.dk og kræver udfyldelse af denne fortrolighedsaftale

GeoFA indeholder 'ikke-følsomme personoplysninger' i form af navn, adresse og evt. kontaktoplysninger,  samt fotos.

  • Der kan pt. registreres personoplysninger i følgende datasæt: •Naturpleje (5106), Grundejerforeninger/Vejlav (5700), Grundsalg (5707), Høringspart (5717), Facilitet_punkt (5800), Facilitet_flade (5801), Facilitet_linje (5802), Større udendørs arrangementer (6121) . Når brugere indtaster personoplysninger, anbefaler GeoFA-specifikationen at anvende CVR-nummer i stedet for personoplysninger, hvor det er muligt. GeoFA-specifikationen henstiller også til, at feltet Off_kode sættes til “3 – Synlig for alle myndigheder, men ikke offentligheden”, hvis personoplysningerne alene er relevante for myndighederne i forbindelse med deres driftsopgaver.  

  • Generelt gælder det ved upload af fotos til GeoFA,
    • at billeder uploaded til GeoFA stilles til fri benyttelse
    • at GeoFA og brug heraf generelt er underlagt Creative Commons CC BY 4.0-aftalen
    • at hvis der er angivet en ”copyright”, skal denne konkret akkrediteres
    • at det for at overholde persondatalovgivningen er vigtigt, at sikre sig samtykkeerklæringer på de billeder, hvor det lovmæssigt kræves.

      Om billeder omfattet af persondatalovgivningen: Et billede af en genkendelig/identificerbar person udgør en oplysning om personen (en personoplysning). Dette gælder, uanset om billedet er ledsaget af en tekst, der identificerer den pågældende. Som udgangspunkt gælder databeskyttelsesreglerne derfor. Det er imidlertid ikke i alle tilfælde, at offentliggørelse af billeder på internettet af genkendelige personer er omfattet af reglerne i databeskyttelsesforordningen, f.eks. billeder af publikum til en koncert, billeder af besøgende i en zoologisk have eller lignende. Du kan læse mere her: https://www.datatilsynet.dk/hvad-siger-reglerne/vejledning/internet-medier-og-apps-/billeder-paa-internettet

Ansvar

GeoDanmark har ikke ansvar for anvendelsen af data fra GeoFA eller nogle følger heraf og kan ikke drages til økonomisk eller forretningsmæssigt til ansvar for brugen af data fra GeoFA.

Information om siden:

Sidst revideret: 6. maj 2026

Ansvarlig: Line Hvingel, lihv@kl.dk


Vilkår for anvendelse af data: Data kan tilgås via GeoDanmarks hjemmeside og kan benyttes frit af alle under Creative Commons CC BY 4.0-aftalen.

Vilkår for anvendelse af fotos: Vær opmærksom på, at ved upload af billeder, så stilles de til fri afbenyttelse. Hvis der er angivet en copyright, skal denne akkrediteres. Du finder copyright, som en attribut til det pågældende foto.


  • No labels