- Created by Sofia Forsberg Houlind, last modified by Sigurd Vedsted Drejer on Aug 04, 2025
Indholdsfortegnelse
Indledning
Datagrundlag til den grønne omstilling
Det skal være let for kommunerne at bidrage til den grønne omstilling ved hjælp af e-mobilitet; både i forhold til egen bilflåde, men også ladestanderopsætning generelt. Det kræver aktuel viden om eksisterende og planlagte ladestandere i kommunens område. Det kræver styr på data.
Kommuner har typisk kontrakt med adskillige ladeoperatører, hvorfor det er vigtigt, at kommunen modtager standardiserede data i samme destination. En sekundær gevinst er, at ladeoperatører oplever ensartede krav, der gør levering af data til kommunerne, og potentielt flere andre dataanvendere, strømlinet. Operatørerne kan, ligesom kommunerne, henvise små og store anvendere af ladestanderdata til samme destination, hvor de gratis kan downloade offentlige data til brug i analyser og udstilling i apps. Det giver stordriftsfordele på samfundsniveau.
Kommunernes behov gjorde, at KL i sommeren 2022 igangsatte et ladestanderdataprojekt, hvor det fra december 2022 blev muligt at registrere ladestanderdata.
Baggrund for projektet
I 2022 kunne kommunerne kun tilgå ikke-standardiserede data om ladestandere via operatørernes apps, få dataark via operatører eller samlet via kommercielle løsninger, der har hentet offentlige data fra operatørerne. Flere kommuner udtrykte derfor utilfredshed med de data, der var tilgængelige for dem, når de skulle lave ladestanderudbud, give tilladelser til placering og evaluere brugen af ladestandere.
Kommunerne ønskede data om ladestanderens egenskaber (type, effekt, stiktype) og forbrug (hvornår og hvor ofte ladestandere bliver brugt), men også om data, der kan hjælpe dem i kontraktstyringen af de op til typisk fem operatører, der forsynede kommunen med ladestandere. Herudover ville de gerne have en fælles destination for ladestanderdata, så de ikke bare var tilgængelige for dem selv, men også andre kommuner, myndigheder og virksomheder døgnet rundt.
Løsningen blev, at KL lavede:
- Den første fællesoffentlige datastandard for ladestanderdata med udgangspunkt i kommunernes forvaltningsbehov – indenfor rammen af lovgivning og internationale standarder
- Udvidelse af den fællesoffentlige database GeoFA, hvor alle kommuner allerede har registreringsadgang, og flere brugere kan få adgang.
Indhold i denne guide
Denne guide hjælper dig til at få overblik over, hvordan du kan få registreret data i GeoFA, enten ved egen hjælp eller via en ladestanderoperatør. Den indeholder også en oversigt over central lovgivning, vejledninger og redskaber, der er relevante for kommuner, når de skal udbyde placering af ladestandere. Formålet med registrering af data er, at de skal bruges. Derfor er der også inspiration til brug af de registrerede data, og vejledning til hvordan andre end kommunen kan anvende data.
Boligforeninger, store virksomheder og andre organisationer kan også finde nytte i guiden, da opgaven med at omstille fra fossile drivmidler til el går på tværs af organisationer, der arbejder sammen med kommunerne.
Denne guide giver:
- En generel introduktion til lovgivningen på området
- Viden om baggrund for projektet, der skal skabe fællesoffentlige ladestanderdata
- Brug af ladestanderdata
- Indblik i dokumentation om datamodellen for ladestanderdata
- Tekstforslag til ladestanderudbud/-kontrakter/-kontrakttillæg eller frivillige aftaler om ladestanderdata.
Hvorfor bør ladestanderdata registreres i GeoFA?
1. GeoFA er gratis at anvende
2. Brugersupport er til rådighed
3. GeoFA indeholder fællesoffentlig standard for ladestanderdata
4. GeoFA har registreringssnitflader til flere GIS-systemer
5. Leverandører kan få registreringsadgang til GeoFA
6. GeoFA er tilgængelig for eksterne anvendere hele døgnet, hele året
7. GeoFA er destination for flere andre af kommunens fagdata
8. Anvendere kan hente flere typer data til egne løsninger på én gang
Hvordan kan ladestanderdata anvendes?
For kommunen:
- I kommunikation med rådgivere og forsyningsselskaber, som har brug for at kende til eksisterende og fremtidige ladestandere i kommunen
- Til rapporter og indstillinger til politisk niveau om udbud og kontraktstrategier, kommune- og lokalplaner vedr. grøn omstilling, infrastruktur og anvendelse af det offentlige rum
- Data til kommunens egne webkortløsninger på hjemmesider
- Ved henvendelser fra eksterne parter om ladestandere, kan der henvises til enten GeoFA’s webkort eller til et udtræk fra GeoFA-databasen
- Planlægning af udbud af kommende og eksisterende ladestandere i kommunen; både egen flåde og offentligt tilgængelige ladestandere
- Udarbejdelse og monitorering af kommunens klimaplan
For eksterne anvendere:
- Download datasæt fra GeoFA – det er gratis og der er adgang for alle
- Brug GeoFA webkort, hvis du blot skal lave et opslag for at vise fx placering af
ladestandere
Vejledning til registrering af ladestanderdata
På GeoFA’s hjemmeside finder du alle de relevante dokumenter om ladestanderdata.
Komplet oversigt over data i GeoFA - Specifikation
GeoFA specifikationen er en rapport med beskrivelser af alle de data der kan registreres i GeoFA.
Definitioner af begreber vedr. ladestandere - Begrebsliste
Begrebsliste for ladeinfrastruktur er et excel-ark på dansk og engelsk, som indeholder beskrivelser af alle de begreber, der er anvendt i GeoFA. Læs den, hvis du er i tvivl om, hvad der skal registreres i forskellige datafelter i GeoFA. Bemærk, at nogle felter i GeoFA er reserveret til kommunerne.
Grafisk overblik over, hvilke data, der kan registreres - Anvendelsesmodel
Klik dig ind på anvendelsesmodellen (applikationsmodel), som beskriver, hvordan data er grupperet i GeoFA.
Kontakt gerne KL for spørgsmål eller den tekniske support – se siden: Kontakt
Ajourføring af data i GeoFA
Hvem gør hvad og hvornår
Når det er besluttet, at ladestanderdata skal registreres i GeoFA, skal der internt i kommunen aftales, hvad der giver anledning til, at data opdateres via GeoFA-editoren eller GeoFA-webkortet. Hvis der hos kommunens GIS-medarbejder er en fast kadence for, hvornår GeoFA-data opdateres på tværs af datatemaer, skal fx udbudskonsulenten kende til denne kadence, medmindre vedkommende selv redigerer og tilføjer nye, enkelte datapunkter via GeoFA-webkortet, som er en intuitiv indtastningsmulighed.
Når du ajourfører ladestanderdata, så vær opmærksom på følgende:
- Statuskode, som relaterer sig til datas status – alle objekter skal have statuskode ’gældende’, både for planlagte og eksisterende ladestandere.
- Planstatus angiver, om ladestanderen er fysisk anlagt – passer ’planstatus’ på ladestanderne? Hvis planlagte ladestandere nu er anlagt, skal de have planstatus ’eksisterende’.
- Offentlighedskode i GeoFA gør det muligt at styre, om data kun kan ses af kommunen, offentlige myndigheder eller er helt offentlige. Hvis der er objekter, der er registreret med begrænset offentlighedskode, så overvej, om de kan blive ’offentlige’ til gavn for diverse anvendere af data.
- Gyldighedsperiode fortæller, om kontrakten er aktiv – tjek for kontraktudløbsdatoer på ladestandere med henblik på opsamling til fremtidige udbud.
Hvis det er aftalt med kommunens ladeoperatører, at de registrerer ladestandere for kommunen, kan kommunen vælge at supplere disse oplysninger med kommunale data som ESDH-nr., gyldighedsperiode (kontraktperioden) og områdenavn.
KL har indgået en frivillig aftale om registrering af ladestanderdata med de fleste ladeoperatørers brancheorganisation Dansk e-Mobilitet. Ladeoperatører kan derfor henvise til, at de opfylder kravene i denne frivillige aftale. Du kan læse mere om aftalen på KL’s hjemmeside.
Registrering og ajourføring af data via kontrakt
- Data i GeoFA
- Datakrav i udbud- og kontrakter
- Leverandørernes forretningsdata
- Standardtekster til udbuds- og kontraktmateriale
Data i GeoFA
Når ladestanderdata skal registreres, anbefaler KL, at kommunen skaffer data i standardiseret format, som indlæses direkte i GeoFA.
Dette krav bør fremgå af kontrakten med ladestanderoperatøren eller i et kontrakttillæg, såfremt kontrakten allerede er indgået. Kontrakttillæg kan være attraktive for operatørerne, da de kan standardisere dataprodukterne på tværs af kommunerne.
Datakrav i udbud- og kontrakter
I forbindelse med udbud kan der tages udgangspunkt i Vejdirektoratets ’Etablering og drift af ladestandere’ standardkontraktmateriale og skabeloner, se Bilag 2.
Tekst med krav kan indsættes i dokumentet ’Operatørens serviceniveau’ i udbudsmaterialet. Vægtning af levering af disse data fremgår også af underkriterier i ’Bestemmelser for udbud og tilbud’.
Kravene om data skal som minimum dække de obligatoriske data om ladestandere i GeoFA. Viden om obligatoriske og frivillige data kan findes i GeoFA-specifikationen. Udbyder kan til enhver tid sætte niveauet for krav til data.
KL anbefaler, at de ikke-obligatoriske data, som kun leverandøren kan levere, indgår som en mulighed, som operatøren bør angive i hvor høj grad og hvordan de vil imødekomme, fx link til egen webside om ad hoc-pris for opladning.
Den anbefalede frekvens for opdatering af data fra leverandøren er minimum hvert kvartal. Opdatering af data kan herudover ske, når det giver mening for kommune og/eller leverandør, evt. efter fast aftale. Det kan fx omhandle en ladestander, der er taget ud af drift i en længere periode.
Leverandørernes forretningsdata
Niveauet for hvilke og hvor hyppigt leverandørerne kan og vil levere ladestanderdata udvikler sig i takt med forventninger og tekniske muligheder. GeoFA blev en ny mulighed i 2023, og kommunerne vil med denne database være med til at danne et nyt niveau for fællesoffentlige, standardiserede data om ladestandere.
Kommuner bør derfor løbende udforske, hvor mange data leverandørerne vil dele med kommunen og offentligheden. Leverandørerne kan fx finde det i orden at levere data om eksisterende ladestandere, men være tilbageholdende med at dele viden om planlagte ladestandere. Derfor er GeoFA udviklet til at kunne håndtere links. Links giver kommuner og leverandører mulighed for at finde et leje for dataspecifikation, som er acceptabel for begge parter med en henvisning til leverandørens egne websider om dynamiske data, som fx forbrug og lademønstre.
Standardtekster til udbuds- og kontraktmateriale
I denne guide findes standardtekster, som kommunerne eller ladestanderoperatører kan indsætte i ovennævnte dokumenter. Standardteksterne ses i Bilag 1.
GeoFA giver mulighed for, at operatører kan få egne brugeradgange og masseuploade data om ladestandere i hele landet, uagtet om disse er under kommunale kontraktforhold eller ej. GeoFA-sekretariatet tildeler brugeradgange. Formålet er at give adgang til data om eksisterende og planlagte offentligt eller semioffentlige tilgængelige ladestandere. Disse data er også interessante for eksterne anvendere af GeoFA-data, da de her kan få standardiserede data på tværs af ladeoperatører.
Bilag 1 – Standardbeskrivelser til kontraktdokumenter
Udkast til koncessionskontrakt
I skabelondokumentet ’Udkast til koncessionskontrakt’, under afsnit 7 Statistik, erstattes den foreslåede tekst med følgende:
”På Ordregivers anmodning og uden omkostninger for Ordregiver skal Operatøren levere stamdata og statistiske oplysninger om ladehistorik på de opstillede ladepunkter. Materialet skal leveres indenfor en frist på 30 dage fra anmodningen. I Kravspecifikation er specificeret, hvilke data Ordregiver som minimum kan anmode om. Ordregiver kan anmode om statistik fire gange om året.
Data skal udarbejdes efter Ordregivers anvisninger, jf. den datamodel, der anvendes i den fællesoffentlige database GeoFA, medmindre andet aftales.”
Kravspecifikation
I skabelondokumentet ’Kravspecifikation’, under punkt 6 Dataudveksling, erstattes den foreslåede tekst, så det specificeres, hvilke data der er obligatoriske for operatøren at registrere. Den følgende tekst kan indsættes i første kolonne i tabellen:
”Operatøren skal indenfor en rimelig frist (fastlagt under hensyntagen til dataleverancens omfang og maksimalt inden for 30 dage) på Kommunens anmodning og uden omkostninger for Kommunen give Kommunen adgang til følgende data:
- Stamdata om ladepunkt, som de er defineret i den fællesoffentlige løsning GeoFA
- Samlet antal kWh der er leveret til slutbrugerne pr. ladepunkt (pr. dag, pr. måned og pr. år)
- Kapacitetsudnyttelsen pr. ladepunkt (timer ladepunktet er i brug pr. døgn/måned/år)
- Oplysninger om varighed pr. opladning, hhv. hvor lang tid hvert køretøj er tilkoblet ladepunktet
- Opgørelse over fordelingen mellem anvendte betalingsformer (pr. måned)
- Gennemsnitspriser pr. kWh på månedsbasis for henholdsvis ad hoc-kunder og abonnementskunder samt dokumentation for, at en eventuel rabat på mere end 10 % er begrundet ud fra kriterierne angivet i kontraktens afsnit 6.3.2
- Gennemsnitlig tilgængelighed (oppetid) på månedsbasis pr. ladepunkt.
Ovenstående data skal, hvor der er datasammenfald, konverteres til formatet i datamodellen i GeoFA. I nogle tilfælde vil det være et link til operatørens webløsning. Data, der ikke understøttes i GeoFA, leveres i den af kommunen – eller sekundært af operatørens – foretrukne løsning. Databegreber og applikationsmodel findes på GeoFA’s hjemmeside.”
Operatørens serviceniveau
I skabelondokumentet ’Operatørens serviceniveau’, under afsnit B Funktionalitet, system for betaling og Data (Data, punkt 5), erstattes den foreslåede tekst i de tre kolonner med følgende:
| Pkt. | Underkriterier | Uddybning af vægtning | Vejledning til ordregiver |
|---|---|---|---|
| 5 | Det vurderes positivt, at operatørens stamdata pr. ladepunkt leveres til ordregiver efter datamodellen defineret i GeoFA, samt at disse obligatoriske data registreres i GeoFA Det vurderes positivt, at operatørens statistik pr. ladepunkt leveres til ordregiver efter datamodellen defineret i GeoFA, samt at valgfrie data registreres i GeoFA Det vurderes positivt, at operatørens stamdata pr. ladepunkt om registerende offentligt tilgængelige ladepunkter i kommunen leveres til ordregiver efter datamodellen defineret i GeoFA, samt at disse data, obligatoriske som valgfrie, registreres i GeoFA Operatøren kan sekundært tilbyde evt. egne dataprodukter og dette kan formidles med visualiseringer, skærmbilleder, demoadgang eller lignende for at illustrere, hvilke løsninger operatøren tilbyder | Det tillægges positiv vægt, at data/statistik Det tillægges desuden positiv vægt, jo flere data ordregiver kan få ang. stamdata om og forbruget af ladepunkterne via datamodel i | Vedrørende ønsket om statistiske data om brugen af ladestanderne. Det kan være gavnligt at modtage data og/eller statistik om forbruget af ladeinfrastrukturen, f.eks. når værdien skal vurderes ift. genudbud. Konkurrenceparameteret er medtaget for at belønne, hvis en operatør tilbyder en adgang til statistik og data, som gør dette lettere at tilgå for ordregiver end levering af rådata i f.eks. et excelark. GeoFA leverer en gratis, fællesoffentlig løsning med fællesoffentlig datamodel, så operatørerne leverer data i samme datastandard og i samme løsning, som vises i webløsning, men som de enkelte kommuner også selv kan downloade til egne analyse- og udstillingsværktøjer. |
Bilag 2 - Videre læsning og andre redskaber
Lovgivning
- Lov om infrastruktur for alternative drivmidler til transport (’AFI-loven’)
- Bekendtgørelse om forberedelse til og etablering af ladepunkter i forbindelse med bygninger (Ladestanderbekendtgørelsen)
- Bekendtgørelse nr. 1073 af 28/06/2022 om ordregiveres indgåelse af aftaler om retten til at virke som operatør af offentligt tilgængelige ladepunkter (udbudsregler)
- Bekendtgørelse om krav til offentligt tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler m.v. (retsinformation.dk)
- Bekendtgørelse nr. 1010 af 27/06/2022 om krav til tekniske specifikationer for offentligt tilgængelig infrastruktur for brændstoffer og alternative drivmidler til transport (krav til ladestandere)
- Bekendtgørelse nr. 414 af 04/04/2022 om kommuners og regioners ydelse af betaling til operatører af offentligt tilgængelige ladepunkter (udbud)
Vejledninger
- Håndbog - Planlægning og etablering af ladeinfrastruktur - Vejdirektoratet 2022 www.vejregler.dk
- Etablering og drift af ladestandere – Vejdirektoratet 2022 (skabeloner til ladestanderudbud) www.vejregler.dk. Søg efter emne: Ladestandere for elbiler Redskaber
Redskaber
- Ladepunktsberegneren, Dansk e-Mobilitet
(Interesseorganisation for ladestanderoperatører under Green Power Denmark, hvorfor beregneren kan tilgodese højt antal ladestandere)
Dansk e-Mobilitet (danskemobilitet.dk)
- No labels